Sundhed

Glade kollegaer giver high-five

Sundhedshedsseminar: ’Sundhed er også søvn og smil’

30. januar 2017

 

Nordea Pensions sundhedsseminar “Forskning om trivsel bidrager til bundlinjen” trak fulde huse på Moesgård Museum og Arken. 90 af vores firmakunder var repræsenteret, og i alt fik 150 trivselsansvarlige del i eksperters viden - dels om trivsel og søvn, dels om trivsel og positivt lederskab. 

Adm. direktør Peter Hermann bød velkommen og pointerede, at det gælder om at have fokus på et sundt og godt liv. ”Når vi i dag taler om pension og forsikringer, handler det ikke kun om, at du har penge nok til at udleve dine drømme, når du går på pension – det handler i høj grad også om at sikre god livskvalitet. Og netop dette hænger naturligt sammen med sundhed, forebyggelse og trivsel.” 

Som Pia Bay, sundhedschef i Nordea Pension (dengang Topdanmark Livsforsikring) udtrykker det:

”Et liv på toppen – hele livet! Hav det så godt som muligt, så længe som muligt!”

Og hvordan opnår man så et liv på toppen – hele livet?

Et skridt i den rigtige retning er at forebygge, og ifølge Pia Bay er det ”… en ny måde at tænke forsikring på.” Det hun gav input til, da hun præsenterede Topdanmarks forebyggelseskoncepter og fortalte, hvordan vi hjælper vores kunder ved også at forebygge i stedet for blot at skadebehandle.

Bedre søvn – bedre liv 

Adfærdsmedicinsk søvnspecialist og autoriseret psykolog Torben Jager Petersen og søvnvejleder Mikael Rasmussen gik i dybden med, hvordan kvalitetssøvn er helt essentiel for både livskvalitet og livslængde. ”Det er, mens vi sover, at hjernen vaskes ren og sletter de informationer, vi ikke skal bruge mere. Det er også, mens vi sover, at hjernen udsender væksthormoner, og immunforsvaret styrkes. Søvnen er den prisme, som alt andet skinner igennem,” understregede Mikael Rasmussen.

Det er især en ændret døgnrytme i vores samfund, der har betydet, at flere får søvnproblemer. Vi er altid på og tjekker for eksempel mobiltelefonen, som det sidste inden sengetid. Men ifølge Michael Rasmussen er det ikke en god idé, da det blå lys fra blandt andet smartphones og tablets er med til at forhindre hjernen i at skrue ned for aktiviteten. Derfor fraråder han helt mobilen en time inden sengetid. 

Positivt lederskab – bedre bundlinje 

Smil og feedback giver bedre resultater! Det blev slået fast af direktør Pia Torreck fra Uption, da hun delte ud af sin viden om positivt lederskab. For det gør en forskel i hverdagen, hvordan stemningen på arbejdspladsen er. 

”Følelser smitter på bare en halv time. Både de positive og negative. Og det er lederen, der smitter mest,” fortalte Pia Torreck, der også kom med et par gode råd til at være mere positiv: ”Bliv gladere hver dag med enkle gode vaner”.

Som noget af det vigtigste fremhævede Pia Torreck feedback. Især feedback på de ting, der fungerer. “Giv feedback til dine medarbejdere på både præstation og indsats, og træn talentet,” lød anbefalingen. Mindsettet er en anden afgørende faktor for udvikling og trivsel, understregede Pia Torreck. Ved at arbejde med mindsettet kan du udvikle dig selv. 

Hør selv Pia Torreck fortælle:

 


Det siger deltagerne 

Jens Cronval, adm. direktør i Heidelberg:

  • ”Jeg kan sagtens se det, som Pia Bay siger, om, at medarbejdere med et godt fysisk liv også yder bedre.”
  • ”Jeg vidste ikke, at man kunne få en fra [Nordea Pension] som Pia Bay ud til sin virksomhed for at fortælle om sundhed. Det kan være smart i forhold til morgenmøder. Det er en rigtig god idé.” 
  • ”[Nordea Pension] har mange gode tiltag, som vi ikke kender til eller havde glemt. For eksempel [Nordea Omsorg].” 

Vibeke Mouritsen, HR supervisor i CDRator:

  • ”Det, jeg kan tage med hjem, som er lige til at gå til, er noget omkring positivt lederskab.”
  • ”Det var godt at blive mindet om, hvor vigtigt det er at give feedback, hvordan den positive indstilling kan smitte, og hvordan den negative også kan. Så jeg kan gå tilbage til lederne og sige ”I ved det godt, men husk det nu.”
  • ”Dagen levede op til forventningerne.”